Hvidvaskpolitik

Uddrag af Virksomhedens politik for forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering

Indledning
Som udbyder af finansiel leasing er EASY-LEASE A/S underlagt en række regulativer, herunder den såkaldte Hvidvasklov, som bl.a. medfører forhøjede dokumentationskrav. Vi har derfor en forpligtelse til at overholde gældende lovning for at forebygge samt bekæmpe vores risiko for at blive misbrugt til hvidvask og/eller terrorfinansiering.

Hvidvaskansvarlig
Efter Hvidvasklovens § 7 stk. 2 har EASY-LEASE A/S udpeget en hvidvaskansvarlig, som skal sikre at EASYLEASE A/S overholder gældende lovkrav gennem implementering og efterlevelse af forretningsgange, politikker samt kontroller, der har til formål at forebygge at virksomheden misbruges til hvidvask og/eller
terrorfinansiering.

Kundekendskabsprocedurer (KYC)
Ved etablering af et nyt kundeforhold, skal EASY-LEASE A/S kende til kundens rette identitet, herunder også et selskabs reelle ejere. I kundekendskabsproceduren indhentes b.la. oplysninger om beskæftigelse, bolig, indkomstforhold, registreringsforhold (herunder bl.a. CPR/CVR, RKI, Tinglysning) samt status på PEP (politisk eksponerede personer) eller nærtstående.

Risikovurdering og risikoappetit
EASY-LEASE A/S ønsker ikke at etablere eller videreføre forretningsforbindelser med kunder, hvor et eller flere forhold gør sig gældende:

  • Kunden har afgivet forkerte eller urigtige oplysninger
  • EASY-LEASE A/S kan ikke gennemføre fuldstændig kundekendskabsprocedurer
  • Kunden har en uigennemsigtig selskabskonstruktion, herunder uklarhed om reelle ejere
  • EASY-LEASE A/S kan ikke gennemskue oprindelsen eller modtage dokumentation af kundens formue eller midler
  • Køretøjet anvendes i strid med leasingkontraktens standardvilkår af bruger anden end kunden og dennes husstand

Overvågning
EASY-LEASE A/S foretager løbende overvågning af kunder og transaktioner. Ud fra en risikovurdering ajourføres oplysninger om kundeforholdet, hvor mistænkelig og atypisk adfærd identificeres, undersøges og noteres.

Underretning
Hvis mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering ikke kan afkræftes, foretages underretning herom til Hvidvasksekretariatet. Underretningspligten gælder også på henvendelser, hvor et kundeforhold ikke er etableret.

Opbevaring
EASY-LEASE A/S opbevarer alle data indhentet i forbindelse med kundekendskabsprocedurer, herunder ID og oplysninger fra den løbende overvågning.
Dokumentationen opbevares fysisk og/eller elektronisk 5 år efter kundeforholdets ophør.